Familieterapi giver mulighed for at få en større forståelse for både sig selv og hinanden og få skabt kontakt og livfuldhed i familien.
De familiære relationer er nogle af de mest betydningsfulde relationer, som vi mennesker har. I familien er vi forbundne til hinanden både på godt og ondt.
Familiens lim er kærligheden til hinanden – kærligheden er både familiens styrke og sårbarhed. Når vi kan mærke vores betydning i samværet med de andre, når vi kan ”være os selv”, når livfuldheden og nærværet er tilstedeværende, så har vi det godt. Så har vi et solidt fundament at bevæge os ud og opleve og være i verden på. I familien grundlægges vores muligheder for at gå efter vores drømme og indgå i nære relationer med andre mennesker.
Og nogle gange går det ikke ad sig selv.
Det er naturligt, at der opstår konflikter og disharmoni i familien. Det gør der i alle familier. Når vi mennesker er betydningsfulde for hinanden, har forskellige lyster og behov, så vil der uundgåeligt være situationer eller perioder, hvor det ikke føles let og ligetil. Om vi er børnefamilie, enlige forældre med børn, sammenbragt familie eller en familie, hvor børnene er blevet voksne, så kan der opstå uenigheder og konflikter, som kan gå hen og blive så fastlåste, at det vil være relevant at tale med en familieterapeut.
Nogle gange er det voldsomme hændelser, sygdom eller sorg, som er udløsende for begyndende mistrivsel hos én eller flere i familien. Andre gange kan det opleves som om manglende livfuldhed i familiens samvær er kommet snigende i al ubemærkethed.
Mistrivsel i familien kan opleves som om betydningsfuldheden for hinanden er forsvundet, som om kærligheden ikke kan mærkes eller vi føler os ensomme eller uden for fællesskabet. Måske det bare er én i familien, der har det på den måde? Måske flere i familien ikke trives? Måske der er tavshed? Måske I trækker jer fra hinanden? Måske der er kommet hyppige og endeløse skænderier?
Hvis én mistrives, mistrives familien
Der kan være mange årsager til, at én eller flere i familien ikke har det godt. Hvis én i familien ikke trives, så er det et anliggende for hele familien.
I familier med børn er de voksne altid ansvarlige for stemningen og tonen i familien. Hvis børnene har taget magten eller søskende slås indbyrdes, er de voksne ansvarlige for at gå på opdagelse i, hvad der ligger bag børnenes adfærd. Børns adfærd er altid meningsfuld, også selvom det ikke lige umiddelbart ser sådan ud.
Uafhængigt af, hvordan mistrivslen ser ud i jeres familie, og uafhængigt af hvad der er på spil i jeres familie, så har børn brug for at mærke, at de voksne tager ansvaret for at skabe forandring til det bedre.
Når vi selv er viklet ind i vores følelser, forbundethed, intentioner og konkrete handlinger, så kan det være svært at gennemskue, hvad der egentlig er på spil i vores familie. Hvis dette er situationen, så kan det være relevant for jer at få familieterapi.
Et familieterapeutisk forløb giver jer mulighed for, at I samlet kan få en dybere forståelse for jer selv og hinanden. Her kan I få øje på, hvilke temaer der udspiller sig imellem jer. I får muligheden for at undersøge og ændre uhensigtsmæssig adfærd og tone, og I kan få øje på ressourcerne og livfuldheden i jeres familie. Det handler dybest set om, at I lærer at være jer selv, at være sammen med hinanden, at respektere forskelligheder og turde stå ved uenigheder, så kontakten, nærværet og kærligheden kan mærkes.
Familieterapeutiske samtaler kan være i forskellige konstellationer: forældre/børn, enlig forælder/barn, voksne børn/forældre eller søskende. Alle konstellationer af familier er velkomne hos mig.
